Borgerne på Stengårdsvej i Esbjerg har fået øget tillid til politiet

Hele 88,2 procent af borgerne i det særligt udsatte boligområde i Esbjerg har tillid til politiet. 
Det viser politiets nye tryghedsundersøgelse. Tallet er steget med over 10 procentpoint efter en målrettet, lokal indsats i kvarteret.

Borgerne i det særligt udsatte boligområde Stengårdsvej i Esbjerg har det seneste år øget deres tillid til politiet markant.

Det fremgår af den nyeste udgave af Politiets Tryghedsundersøgelse, som Rigspolitiet offentliggjorde tirsdag.

Undersøgelsen dækker 2019. Og her har hele 88,2 procent ”tillid til, at politiet vil hjælpe mig, hvis jeg har brug for det.” I undersøgelsen året før lå det tilsvarende tal på 76,5 procent

Tallet for borgerne i Esbjerg Kommune som helhed er 84,6 procent, og tallet for borgerne i Syd- og Sønderjyllands Politikreds som helhed er 83,2 procent.

Vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi glæder sig over udviklingen. 

– Stengårdsvej var over en længere periode, særligt i 2018, genstand for en bandekonflikt i Esbjerg. Det var en hård belastning for området. Og derfor var det også vigtigt, at politiet gjorde alt for at genoprette ro og fred i kvarteret og dermed øge trygheden i området, understreger Lars Bjerregaard. 

Han peger i den forbindelse på, at politiet satte flere tiltag i gang for at skabe gode forhold i området:
• Tryghedsskabende patruljering
• Øget fokus på anvendelse af nærbetjente, der har til huse i bydelsbygningen Krydset på Stengårdsvej
• Hård kurs mod de personer og grupper, der laver kriminalitet i området. Her har de daglige patruljer, efterforskerne i forhold til narkokriminalitet samt en særlig specialpatrulje, der arbejder i området på alle tider af døgnet, spillet en central rolle. 
• Forebyggende færdselsindsatser i området, da særligt hurtige knallerter og biler skaber utryghed i kvarteret.

I tilgift pointerer vicepolitiinspektøren, at der har været tale om en fælles indsats, hvor også Esbjerg Kommune og boligforeningen på Stengårdsvej har spillet en stor rolle.

– For at følge op på politiets indsats i området har Esbjerg Kommune etableret et Team Fælles Forebyggelse, hvor vi også indgår. Formålet med Team Fælles Forebyggelse er bl.a. at forhindre, at børn og unge bliver en del af det kriminelle miljø. I politiet sætter vi stor pris på det arbejde, Esbjerg Kommune har sat i gang, da et tæt samarbejde mellem kommune og politi er det bedste middel til at opnå øget tryghed i et boligområde, fremhæver Lars Bjerregaard.

Den oplevede tryghed på Stengårdsvej og i Hedelundgårdsparken i Esbjerg Kommune lå i 2019 ifølge undersøgelsen på henholdsvis 70,7 procent og 64,4 procent, hvilket er på niveau med året før.
Tallene er dog fortsat lavere end i Esbjerg Kommune som helhed, hvor tallet i 2019 lå på 86,1 procent.

Facebook kommentarer

Skriv et svar