Billedkunstens dag på Esbjerg Kunstmuseum

Onsdag d. 4. marts 2020 inviterer Esbjerg Kunstmuseum og Danmarks Billedkunstlærere til Billedkunstens Dag for at fejre billedkunstfaget, hylde børns kreativitet og åbne for kunstens uendelige og store verden.

Invitationen er sendt ud til alle kommunens billedkunstklasser og i lighed med de foregående år, blev arrangementet fuldt booket på rekordtid. Museet har udviklet et forberedelsesmateriale og en introfilm, så de ca. 200 elever og lærere fra 0. – 7. klassetrin har kunnet indstille hjernen på Mark Dions univers, bl.a. ved at lade deres fantasi spire ud af et lille plantefrø.

På selve dagen skal eleverne både opleve udstillingen, fremkalde usynlige tegninger, bidrage til en land-life installation inspireret af Mark Dions forunderlige værk Sea Life, og skabe et kæmpestort, selvlysende mørke-museum af minder.

Dagen afsluttes med fernisering og flødebollefest kl. 12.30. Åbningstalen holdes af Hanne Meyer, der også får lov at tænde UV lyset og afsløre elevernes fælles værk – en hel væg fuld af lysende gode minder.

Hvor: Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20, 6700 Esbjerg
Hvornår: Onsdag d. 4. marts 2020 kl. 9.00 – 13.00
Elevernes udstilling og særudstillingen Wunderkammer 2 – mirabilia kan ses frem til og med d. 8. marts 2020.

Facebook kommentarer

Skriv et svar