Amerikansk topbassist tilknyttes konservatoriet

0
168

Syddansk Musikkonservatorium har udnævnt den amerikanske bassist Greg Cohen til adjungeret professor for en 5-årig periode. Han bliver særligt tilknyttet den rytmiske afdeling i Esbjerg, som huser konservatoriets uddannelsesretning “rytmisk samtidsmusiker”.

En-til-en undervisning og koncerter

Amerikanerens første besøg i Esbjerg er netop overstået. Det bød på 4 intensive dage med individuel undervisning, coaching af ensembler, sammenspil, koncerter og jam sessions. Her oplevede de studerende på nærmeste hold en eminent og alsidig musiker med en særdeles veludviklet pædagogisk sans, der delte gavmildt ud af både erfaring og kunnen.

Bassist og studerende på uddannelsen rytmisk samtidsmusiker, Jonathan Larsen, var én af mange, der fik en-til-en undervisning af den nyudnævnte professor: ”Det er en fantastisk fornemmelse at sidde overfor sådan en kapacitet, som bare har spillet med alle. Den måde han kan trække på sin enorme erfaring og give det videre i en undervisningssituation er uvurderlig.”

Fra Norah Jones til Bob Dylan

Greg Cohens musikerskab spænder da også bredere end de fleste og CV’et bærer tydeligt præg af, at verdenseliten efterspørger hans alsidige talent. Gennem sin karriere har Cohen således arbejdet med så forskellige navne som John Zorn, Tom Waits, Ornette Coleman, David Sanborn, Elvis Costello, Norah Jones og Bob Dylan.

Ingen genrer – bare ”good music”

Leder af den rytmiske afdeling i Esbjerg, Marc Bernstein, er da også tydeligt begejstret for udnævnelsen af Cohen, der både er aktiv på New Yorks jazzscene og i Berlin, hvor han er tilknyttet byens populære jazz-institut: “Som musiker og mentor passer Greg Cohen rigtig godt til vores profil i Esbjerg, hvor vi har en meget inkluderende profil. I stedet for at sætte labels på musikken opererer vi med betegnelsen ”good music” – her kommer Cohens inspirerende 45-årige karriere og enorme erfaring rigtig til sin ret. Jeg ser meget frem til at have ham tilknyttet de næste fem år.”

Tårnhøjt kunstnerisk niveau

Rektor Claus Skjold Larsen siger om udnævnelsen: ”På Syddansk Musikkonservatorium lægger vi vægt på at kunne tiltrække de bedste inspiratorer på internationalt plan som adjungerede professorer. Bassisten Greg Cohen er ingen undtagelse, og vi glæder os til at kunne stille hans enorme ballast af topprofessionel erfaring og tårnhøje kunstneriske niveau til rådighed for vore studerende og deres uddannelse ved hans besøg i de kommende år.”

Foto fra undervisningssituation af Musikkonservatoriet.

Fakta:

·         En institution kan tildele titlen adjungeret professor til personer uden for institutionen, som har et højt fagligt niveau, og som institutionen ønsker at hædre med denne titel og derved knytte nærmere til sig.

·         Syddansk Musikkonservatoriums øvrige adjungerede professorer er pt. Hans-Ola Ericsson, orgel og kirkemusik, Ale Möller, folkemusik, David Braid, jazz, Henrik Goldschmidt, klassisk musik

Please follow and like us:

Facebook kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here