Ung fløjkomet vil give elitehåndbolden en chance

0
244

For snart et år siden kom Elma Halilcevic som 17-årig på banen for Team Esbjerg ind i en bronzekamp mod Viborg HK og charmerede alle med sine hurtige fødder og sikre afslutninger. Nu har hun indgået en etårig aftale gældende fra 1. juli 2019, og hun vil på det tidspunkt være færdig som HHX-student fra Rybners, så hun kan give håndbolden en større chance.

– Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil studere endnu, og derfor tager jeg et sabbatår, hvor jeg vil forsøge at udvikle mig så meget som muligt som håndboldspiller og håbe, at det er nok til at få mere spilletid end i denne sæson. Jeg har så mange gode medspillere til at hjælpe mig på vej, og jeg kan mærke, at når jeg spiller mod nogle på min egen alder og størrelse, er det blevet lettere, siger Elma Halilcevic.

Den 18-årige venstre fløj har bosniske forældre og spillede sine første år i Skads-Andrup GU, inden hun som U12-spiller skiftede til SGI Håndbold og siden fulgte med over i håndboldsamarbejdet DUH Esbjerg. I denne sæson har klubben heddet Team Esbjerg.

Foto: Yesbjerg

Cheftræner Jesper Jensen betegner Elma Halilcevic som en enormt spændende spiller med et stort potentiale. Hun skal fortsat lære og stille og roligt gnave sig ind på mere spilletid.

– Elma har nemt ved at lære og har en legende tilgang til håndbold. Hun har nogle fysiske forudsætninger med en sjældent set eksplosivitet og frækhed i sit spil. Hun er lynhurtig, har en god spilforståelse, og så er hun atypisk ved at have spillet bagspiller hele sit unge håndboldliv. Elma skal arbejde på at kompensere for sin beskedne størrelse defensivt, men hendes råmateriale ser vi ikke tit, og hun har spillemæssig kant, siger Jesper Jensen.

Elma Halilcevic spillede for første gang på landsholdet ved European Youth Olympic Festival i Györ i Ungarn i 2017, da det danske U17-landshold blev nummer tre. Hun var i august 2018 til VM i Polen for U18-landshold, hvor Danmark nåede kvartfinalen. Hun er nu U19/20-spiller og har spillet i alt 28 landskampe. Viljen til at vinde har hun med fra træningsmiljøet i klubben.

– Jeg har lært, hvad vindermentalitet er. Man skal ikke tabe, heller ikke til træning, har jeg fundet ud af, siger 168 cm høje Elma Halilcevic.

Hun, der har en tvillingbror, Emir, og en storesøster, Lejla, forventer at skulle arbejde nogle timer ved siden af håndboldspillet i den nye sæson. Efter Maria Mose Vestergaards melding om, at hun forlader Team Esbjerg til sommer, skal Elma på håndboldbanen arbejde tæt sammen med den anden venstre fløj, Sanna Solberg.

Please follow and like us:
error

Facebook kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here